
Man kan høre dejlig kammermusik, når festivalen ”Kammermusik ved Fjorden” holder åbningskoncert i Houlkær Kirke. Det foregår torsdag d. 3. august kl. 19.30.
”Kammermusik ved Fjorden” er en festival, der med udgangspunkt i området omkring Hjarbæk Fjord, præsenterer klassisk musik på højt kunstnerisk niveau med musikere af international klasse.
Til koncerten kan man bl.a. høre M. Ravels store klavertrio i a-mol. Den regnes for et mesterværk indenfor kammermusiklitteraturen, som komponisten færdiggjorde i al hast inden 1. verdenskrig. Ravel har orkestreret værket, så alle tre instrumenter kommer til deres ret, og med detaljer, der kræver en høj teknisk kunnen af musikerne.
Festivalen har i år fornemt besøg af den fremragende svenske pianist og komponist Johan Ullén. Han medvirker i aftenens program og præsenterer desuden 4 af sine dramatiske tangostykker fra værket ”De syv dødssynder” for klavertrio. Canadiske Willem Stam, der er bosat i Stockholm, spiller cello i trioen. Han optræder regelmæssigt som solist, kammermusiker og dirigent med en lang række ensembler. Desuden medvirker også violinist Aleksander Kølbel ved koncerten. Han er til daglig ansat ved Det kgl. Kapel og DR Symfoniorkesteret, og er desuden kunstnerisk leder for festivalen.
Det lover at blive en god aften med velklingende toner i sensommeraftenen.
Entré: 50 kr.