Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

1. søndag efter Helligtrekonger

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Lukasevangeliet 2,41-52

Prædiken:

Jesus er 12 år gammel. Han er sådan ca. jævnaldrende med en konfirmand – altså teenager. Os, der har haft med sådan nogen at gøre, kender jo udmærket til, hvad der sådan normalt kan følge med af kendetegn ved den alder: en nogen gange næsten fortvivlende mangel på evne til at se ud over egen næsetip – og en helt utrolig insisteren på altid at skulle irritere éns forældre mest muligt ud fra en urokkelig overbevisning om, at de har fortjent det, fordi de bare er noget af det dummeste, der nogen sinde har eksisteret her i verden.

Så da teenageren Jesus viser sig ikke var være fulgt med sine forældre hjem fra Jerusalem, så ville de fleste nok syntes, at det var nærliggende, at det skulle tolkes som et teenage-opgør med mor og far. Og sådan lyder det jo også til, at hans forældre tolker det, da de bebrejder ham, at de har været så bekymrede.

Men der er jo faktisk tilsyneladende ikke noget bagvedliggende oprør mod forældremyndigheden i gang, viser det sig, da de endelig finder frem til Jesus i templet.

Jesus har tværtimod valgt nærheden til sin far frem for alt. Han er ikke gået hjemmefra og har smækket med døren. Nej, han har tværtimod sat sig lydigt ned hjemme hos sin far for at lytte til sin faders ord. Men den far, som Jesus er blevet hjemme hos er bare ikke hans jordiske far, men derimod hans himmelske. Og dermed møder vi allerede hos en helt ung Jesus den tanke, som går igen og igen i hans måde at forstå sig selv og verden på – den tanke at det ikke er slægtsrelationerne, der skaber hans familie, men derimod relationen til Gud. ”Gud er min far og jeg er hans barn og alle jordens mennesker er min familie”, sådan tænker Jesus livet igennem. Og sådan er det i grunden meningen, at vi alle dybest set skal tænke.

Vi er Guds børn. Og børn hører hjemme hos deres forældre! ”Jeg bør være hos min fader”, siger Jesus, da Josef og Maria dukker op og forskrækkede bebrejder ham, at han gjorde dem så urolige. Selvfølgelig skal et barn have lov til at kunne være hjemme hos sin far!

I dag fejrer vi jo gudstjeneste for første gang efter endnu en nedlukning som følge af corona-pandemiens hærgen her i landet og verden over. Men denne nedlukning har været anderledes end den lange nedlukning, som vi gik igennem i foråret. Denne gang har man igennem alle dagene fra gudstjenesterne blev indstillet til jul og frem til i dag dagligt kunnet komme i kirken. Man har kunnet sætte sig ind til et øjeblik med stille andagt. Man har kunnet tænde et lys og bede en bøn. Det kunne man ikke i foråret. Dengang var kirkerne aflåste.

Og dengang var der tre måneder uden søndagsgudstjenester i vores kirker. Gad vide om der nogensinde før i historien har været det? Jeg tror det ikke. Denne gang, efter den seneste nedlukning, kan vi mødes igen til gudstjenestefejring efter en ganske kort pause i julen – vi kan ikke mødes så mange, og slet ikke som vi plejede – men gudstjenestefejring er det alligevel.

Så selv om denne vinter fortsat bliver tung, så bliver det alligevel noget andet end sidste forår – for vi har lært noget af det forgangne år. Vi har ikke alene lært noget om corona virus’en. Vi har også lært noget om, hvad det er at være kirke. Vi har fundet ud af, at selv om det er rigtigt, at Gud ikke er bundet til en bygning, men altid er at finde i vores hjerter, så er kirkebygningen et afgørende sted for os som kristne. Vi har simpelthen brug for at kunne komme her.

Vi kan dybest set ikke leve med at blive lukket ude af kirkebygningen, for den er vores hjem. Og vi har brug for at kunne komme hjem. Forældre låser ikke døren for deres børn, så de ikke kan komme ind derhjemme. Og sådan kan vi heller ikke låse døren til Guds hus, så hans børn ikke kan komme hjem.

Rundt omkring i hele verden står de mest forunderlige bygninger, som mennesker har rejst igennem alle tider med vores egne hænder til Guds ære og som vores pant på det hjem, som venter på os hos vores himmelske far. De huse er noget ganske særligt for os. Herinde modtager vi nøglen til vores fars hus, når vi bøjer os over døbefonten. Og herinde bekræftes vi søndag efter søndag – eller en hvilken som helst anden dag i ugen, hvor vi kommer herind – gennem Guds egne ord om, at vi hører til hos ham og aldrig nogen sinde i livet eller i døden skal blive hjemløse og forladte. De ord bliver levende herinde i huset bygget til vores himmelske Faders ære – de forbinder sig med huset her som ord og som tegn og skaber den virkelighed i vores hjerter, som gør livet godt og verden tryg.

Og ligesom Jesus efter sit ophold i sin Faders hus kunne vandre videre ud i livet og vokse i visdom og yndest hos Gud, sådan gælder det jo også for os; at efter vores besøg i kirken kan vi gå hjem hver for sig med ny energi og lyst til livet, fordi vi ved, hvor vi hører til, vi har et hjem at vende tilbage til – og døren vil aldrig blive lukket for os dér, hverken her i verden eller i himlen!

sognepræst Kristine Jersin