Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

2. søndag efter Helligtrekonger

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

 Johannesevangeliet 2,1-11

Prædiken: 

Det er egentlig en lidt mærkelig begivenhed at vælge som det første af de syv tegn, der skal lede éns tilhører til tro på Jesus som Kristus, Guds Søn. Og der er godt nok også noget af et spring fra vand, der bliver til vin og så til en for længst død og begravet, som vækkes til live igen. Nogen har kaldt vin-underet i Kana for et luksus-under. Det får sådan et lille fjollet ring over sig, synes jeg.

Hos Johannes er fortællingen begyndelsen på, at vi skal lære Jesus at kende. Og hvad lærer vi så om ham?

Ja, vi møder jo en Jesus, som allerede fra begyndelsen ved, at han har en særlig sti foran sig, som han skal vandre, selv om han endnu ikke mener, at hans time er kommet.

Vi møder også en Jesus, som har et ret distanceret forhold til sin mor: ”Hvad vil du mig kvinde?”, spørger han. Det står i skærende kontrast til den tætte og forbundne enhed mellem Jesus og Gud som beskrives igennem hele Johannes Evangeliet. Faderen og Sønnen er ét, lyder det igen og igen.

Men der er også en anden sammenhæng, som springer i øjnene her, hvor Johannes lader os møde Jesus første gang igennem et tegn. For det er svært ikke at komme til at tænke på Moses, synes jeg. Og mon det nu er en tilfældighed, at den skikkelse, som i den grad repræsenterer alt det gamle – alle de gamle opfattelser af Gud – rumsterer i baggrunden nu, hvor vi skal til at træde Gud nær på en hel anden måde, end Moses nogensinde kom til at gøre det?

Moses ledte sit folk som en hyrde leder sin flok med sin stav til det land, som Gud havde lovet dem. Og nu skal vi ledes igen. Denne gang til Gud selv. Og vores hyrde er Jesus.

Som sit første tegn, som Moses gav Farao med sin stav, berørte Moses vandet og forvandlede Nilens vand til blod. Det var den første plage – et dødstegn.

Som SIT første tegn forvandler Jesus vandet i karrene til vin – et tegn på liv. Et livstegn som vi stadig holder fast i hver eneste søndag, når vi lader vinen være tegnet på det blod, som Jesus lod gyde ud til liv for os. For Jesus vendte død til liv. Hans død blev til liv for os.

Det nye som er på vej med Jesus skubber alt det gamle til side, så der kan blive fest – til stor undren for alle! Sådan indleder Johannes sin afsløring af, hvem Jesus er.

Der er også en anden fortælling om Moses, som rumsterer i baggrunden i dag: I husker måske, at Moses vandrede op på Sinajs Bjerg for at møde Gud og modtage lovens tavler. Men Guds ansigt tålte intet menneske at stå direkte overfor uden at dø. Så derfor må Moses stå i klippespalte og have ansigtet dækket indtil Gud var kommet forbi ham. Og så kunne Moses få lov at se Guds fra ryggen. – Den fortælling fra 2. Mosebog hører faktisk til som første læsning i dag.

Mennesker tåler ikke at stå foran Guds ansigt. Moses måtte nøjes med at se ryggen. Og det gælder fortsat, at vi må nøjes med sporet efter Gud. Vi kan ikke rumme hele Hans vælde. Det er derfor Johannes viser os tegnene. De tegn er en langsom og gradvis afsløring af Jesus. Det ville ikke gøre os noget godt at blive stillet lige over for ham ansigt til ansigt. I stedet får vi sporene efter ham at se i tegnene, så vi gradvist kan vænne os til synet. Og så en dag hvor står vi så tæt på ham, som vi kan komme ham – så tæt på at få at se, hvem han virkelig er – som vi kan komme det. Den dag hænger han på et kors.

Tegnene leder os fremad mod det, der også skal blive vores møde med Gud selv i Jesus. Sådan er det Johannes tanke, at vænne os gradvist til at få øje på Guds nærhed. Gennem tegnene skal vi nå til en erfaring af Gud selv tilstede i Jesus. Og tegnene berører alle vore sanser – smagssansen med vin til bryllupsfest og brød til menneskemængdens tomme maver – følesansen med helbredelser fra sygdomme – synssansen da disciplene ser Jesus vandre på søen og den blinde får sit syn igen – og høresansen da Jesu stemme kalder Lazarus frem fra graven.

Jeg ved ikke, om der er tale om, at Johannes opbygger et slags sanse-hierarki her, men det vækker i hvert tilfælde et spørgsmål i mig: nemlig spørgsmålet; ”hvad er det, der gør én erfaring mere troværdig end en anden? Hvornår er det, at vi erfarer Guds nærhed – hvad er det, der gør den erfaring troværdig? Har vi brug for både at høre og røre og smage og se for at det bliver troværdigt for os?

Gennem Johannes beskrivelser af de tegn, som Jesus gjorde, får vi også lov til at møde andre menneskers reaktioner på det, de ser og hører og mærker og smager. Men reaktionerne er jo ikke entydige. Er det Gud de erfarer alle sammen? Det kan man vist ikke ligefrem sige. Nogen undrer sig, nogen tvivler, nogen bliver ligefrem vrede. Disciplene kom til tro, står der i dag.

Og sådan må det nok være, for tegnene er jo ikke entydige. I dem kan man finde sporet efter Gud, men man står ikke direkte over for Gud. Så man kan også overse tegnet – eller misforstå det.

Det er bestemt ikke alle, der erfarer Guds nærhed gennem Jesu tegn. Heller ikke til sidst, da han hænger på korset. Det er stadig for gådefuldt til at begribe. Og sådan må det åbenbart være: at Gud kan vi kun nærme os i små ryk. Vi kan kun gøre punktvise og foreløbige erfaringer af Ham. Vi ser sporet af Ham i korte glimt. I et landskab eller en solopgang – i et smil – i en omfavnelse. Erfaringerne kommer stykkevist og gradvist til os. Som nedslag hvor vi mærker Gud vende sig mod os for et øjeblik. Et øjeblik hvor vi ser ind i Guds himmel her på jorden.

Vi går i kirke for at lære at få det syn at se. Vi går i kirke for at komme til smage vinen, hver gang vi drikker vand – så festen kan begynde i vores liv. Herinde skal gåderne ikke udvandes med kedelige forklaringer. Nej, her skal vi mindes om alt det gådefulde i vores liv. Vi skal peges hen til alle de tegn, som dagligt dukker op i vores liv. Vi skal opøves i at modtage dem med åbenhed og følsomhed – i at genkende dem som åbenbaringer af Gud. Den indøvning sker hver søndag, når vi lytter til ordene om Guds søn – når vi mærker Gud tage imod os gennem dåbens vand – og når vi smager vinen og føler os styrkede og fyldt med liv.

Vand skal blive til vin – tegn skal blive til Gudsnærvær. Vi har taget hul på endnu et år, hvor vi skal forsøge at følge sporene af Gud igennem vores dage. De er der, hvis vi kan få øje på dem!

sognepræst Kristine Jersin